Charles Ingalls
Member
Hvor mange her har børn? Og hvordan forholder I jer overfor dem, med hensyn til dyrkning og rygning?
Skjuler I jeres grows for dem?
Snakker I med dem om det åbenhjertigt og ærligt?
Finder I på historier om det?
Giver I dem guldkakao på de kolde vinterdage?
...Kort sagt, hvordan kombineres det at være forælder og hobbygartner bedst muligt?
Min ældste (ud af snart 4) er 11, og har fornyligt for første gang indikeret at han ved at der er noget der hedder "hashj". Jeg har indtil videre sagt til ham (og de andre), at mine planter er en slags krydderurt der kun er til voksne (hvilket jo er rigtigt nok).
Jeg føler ikke at jeg har løjet overfor ham/dem med den forklaring, men ved bare at han inden længe har indblik nok, til ikke at lade sig spise af med den forklaring længere.
Jeg har i den forbindelse ikke tænkt mig at lyve for ham, og når han selv bliver gammel nok til eventuelt at blive interesseret i den slags,
er jeg helt sikker på at jeg vil være rigtigt god til at servicere ham med fakta, hjælp, viden og åbenhed.
Men hvad gør man i den mellemliggende periode - den periode hvor de halve historier ikke længere dur, men hvor barnet stadigt er for ung til at forstå hvad det i virkeligheden handler om?
Hvordan serveres informationerne bedst, og i hvilket tempo? Eller bør man helt lade være?
Pointen med tråden er ikke at få færdige svar serveret på et sølvfad, men bare erfarings- og holdningsudveksling om emnet.
Folk uden børn må også gerne bidrage med relevante tanker og holdninger.
Skjuler I jeres grows for dem?
Snakker I med dem om det åbenhjertigt og ærligt?
Finder I på historier om det?
Giver I dem guldkakao på de kolde vinterdage?
...Kort sagt, hvordan kombineres det at være forælder og hobbygartner bedst muligt?
Min ældste (ud af snart 4) er 11, og har fornyligt for første gang indikeret at han ved at der er noget der hedder "hashj". Jeg har indtil videre sagt til ham (og de andre), at mine planter er en slags krydderurt der kun er til voksne (hvilket jo er rigtigt nok).
Jeg føler ikke at jeg har løjet overfor ham/dem med den forklaring, men ved bare at han inden længe har indblik nok, til ikke at lade sig spise af med den forklaring længere.
Jeg har i den forbindelse ikke tænkt mig at lyve for ham, og når han selv bliver gammel nok til eventuelt at blive interesseret i den slags,
er jeg helt sikker på at jeg vil være rigtigt god til at servicere ham med fakta, hjælp, viden og åbenhed.
Men hvad gør man i den mellemliggende periode - den periode hvor de halve historier ikke længere dur, men hvor barnet stadigt er for ung til at forstå hvad det i virkeligheden handler om?
Hvordan serveres informationerne bedst, og i hvilket tempo? Eller bør man helt lade være?
Pointen med tråden er ikke at få færdige svar serveret på et sølvfad, men bare erfarings- og holdningsudveksling om emnet.
Folk uden børn må også gerne bidrage med relevante tanker og holdninger.